Busbjerg Logo



Vedtægter for Busbjerg, Gudenådalens Hjemstavnsforening

§ 1 Navn, hjemsted og formål
Foreningens navn er Busbjerg, Gudenådalens Hjemstavnsforening.
Foreningen har hjemme i Favrskov kommune, Region Midtjylland.
Foreningens formål er, gennem udgivelse af skrifter, afholdelse af møder, varetagelse af rammerne for teatervirksomhed på amatørbasis og anden kulturel virksomhed, at styrke interessen for egnens naturskønne områder. Foreningen er ejer af matr. 10c m.fl., Hvorslev, og varetager ejendommen i samarbejde med Favrskov Kommune i henhold til fredningsbestemmelserne og øvrig lovgivning.

§ 2 Medlemmer
Som medlem af foreningen kan optages enhver person, institution, forening eller firma med interesse for Gudenådalens Hjemstavnsforening og foreningens formål. Hvert betalt kontingent har stemmeret med én stemme på generalforsamlingen.

§ 3 Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned. Indkaldelse til såvel ordinær som til ekstraordinær generalforsamling sker med 2 ugers varsel ved bekendtgørelse i den lokale presse under angivelse af dagsorden.
Dagsordenen indeholder følgende punkter:
1)     Valg af dirigent og stemmetællere.
2)     Bestyrelsens beretning.
  a)   Formandens beretning.
  b)   Kassererens beretning.
3)     Indkomne forslag.
4)     Fastsættelse af kontingent.
5)     Valg af bestyrelsesmedlemmer.
6)     Valg af suppleanter.
7)     Valg af revisorer.
8)     Eventuelt.
Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Forslag til og valg af bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisorer på generalforsamlingen skal foregå skriftligt.
Afstemninger og valg foregår efter almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 4 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af enten et flertal af bestyrelsen eller af et flertal af sognerepræsentanterne eller af 20% af medlemmerne. Dagsordenen skal angive de punkter, der ønskes behandlet.

§ 5 Bestyrelsen
Bestyrelsen består af 5 personer, der vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år.
På lige år er to medlemmer af bestyrelsen på valg og på ulige år er 3 medlemmer af bestyrelsen på valg. Genvalg kan finde sted.
Valg til bestyrelsen foregår dog i 2003 efter § 12.
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær senest 8 dage efter generalforsamlingen. Bestyrelsen vedtager selv sin forretningsorden. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg, der konstituerer sig selv og refererer til bestyrelsen.
Bestyrelsesskift foregår pr. 1. august samme år.

§ 6 Suppleanter
På hver generalforsamling vælges en 1. og en 2. suppleant. Suppleanten indtræder i det fratrådte bestyrelsesmedlems valgperiode. Genvalg kan finde sted.

§ 7 Revisorer
På hver generalforsamling vælges 2 revisorer for ét år. Genvalg kan finde sted.

§ 8 Sognerepræsentanter
Som bindeled mellem bestyrelsen og medlemmerne udpeger bestyrelsen sognerepræsentanter. Sognerepræsentanterne indkaldes skriftligt til generalforsamlingen med 2 ugers varsel.

§ 9 Økonomi
Årskontingentet fastsættes efter forslag fra bestyrelsen og godkendes af generalforsamlingen. Opkrævningen af kontingent for medlemskab sker enten ved sognerepræsentanterne ifølge udleverede medlemslister eller af andre af bestyrelsen udpegede personer eller via giro. Regnskabsåret er kalenderåret. Regnskab udarbejdes af kassereren og revideres af de af generalforsamlingen valgte revisorer.

§ 10 Vedtægtsændring og opløsning
Vedtægtsændringer kræver 2/3 majoritet blandt de fremmødte stemmeberettigede på en generalforsamling og træder straks i kraft. Foreningen kan opløses, såfremt det vedtages  på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 3 uger og højest 5 ugers mellemrum. Opløsning kræver 2/3 majoritet blandt de fremmødte stemmeberettigede på den første generalforsamling og almindeligt stemmeflertal på den anden. I tilfælde af opløsning overgår matr. 10c m.fl., Hvorslev, til Favrskov Kommune. Afgørelse vedrørende foreningens øvrige midler træffes af generalforsamlingen.

Således vedtaget på generalforsamlingen den 23. maj 2006.