Nordeas Initiativpris 2009
Busbjerg fik d. 11. marts tildelt Nordeas Initiativpris 2009 - "som anerkendelse for jeres rolle som kulturformidler på Bjerringbro egnen".
Dette er vi naturligvis meget glade for, og stolte af - og derfor har vi valgt at bringe dette på vores hjemmeside.
I sin tak sagde Jens:
Det var i 1945 - synger Kim Larsen i sin sang om skibet Jutlandia,
og det var også i 1945, at proprietær L.K. Laursen fra
Danstrupbundgaard fandt på at stifte Busbjerg - Gudenådalens Hjemstavnsforening.
Til at begynde med blev der afholdt møder og holdt hjemstavns-taler,
men man fandt hurtigt ud af, at der skulle noget mere til,
så man besluttede sig for, at man ville opføre egnsspil.
Allerede året efter opførte de det første friluftsspil, som hed
"Røverne på Busbjerg". Titlen henviser til tidligere tiders pramfart på Gudenåen,
der var spændende og farefuld, da der holdt røvere til i bakkerne på Busbjerg.
Gennem alle årene derefter har der hvert år i juni måned været opført skuespil, teaterstykker og musicals.
Det gør Busbjerg til et af Danmarks ældste friluftsteatre.
Alt dette kommer naturligvis ikke af sig selv, - der skal mange hjælpere til,
og vi på Busbjerg er så heldige, at der hvert år er omkring 100
frivillige hjælpere og skuespillere, der er med til at få det hele til at køre.
Det er på vegne af alle disse hjælpere og bestyrelsen for Busbjerg,
jeg gerne vil takke NORDEA for den fine gestus det er at give os Initiativprisen 2009.
Vi fra Busbjerg er stolte over at modtage den.