Om "Vi Maler Byen Rød"

Med højt hår, skulderpuder og fest i overflod spiller Busbjerg: ”Vi Maler Byen Rød: The Musical”.

Forestillingen er en humoristisk, festlig og dramatisk forestilling om den vilde ungdom i 1980’erne, hvor vi følger en gymnasieklasse, som bliver ramt af en skandale lige op til elevernes studentereksamen. Forhold, familie, venskaber, hemmeligheder og løgne kommer frem i lyset, hvor de unge og deres forældres håb og drømme om fremtiden bliver sat på prøve, og udvikler sig i retninger, som karaktererne ikke selv helt havde forventet. Undervejs er der både mysterier og overraskelser i ærmet, for slet ikke at tale om latter, tårer og en eksplosion af farver inden den rørende finale.

Musicalen er fyldt til randen med de største danske Melodi Grand Prix-klassikere gennem tiderne, lige fra “Dansevise”, “Hallo Hallo”, “Sku’ Du Spørg’ Fra No’en”, “Under Stjernerne På Himlen”, “Krøller Eller Ej”, “Disco Tango”, “Det’ Lige Det” og “Alt Det Som Ingen Ser” til “Ka’ Du Se Hva’ Jeg Sa’”, “Kloden Drejer”, “Skibet Skal Sejle i Nat”, “Tænder På Dig”, “Danse i Måneskin”, “Video Video”, “Boom Boom” og selvfølgelig forestillingens titelnummer – samt mange, mange flere. Gør dig klar til årets fest som løber af stablen i juni 2022! 🎉✨

Vi afholder audition på “Vi Maler Byen Rød” d. 3. og 9. oktober, så meld dig til audition allerede nu, så du har chancen for at være en del af 2022s fedeste fest!