Presse

Presseansvarlig:
Lisbeth Erfurth Gaba
event@busbjerg.dk
Tlf: 28 56 74 59

Formand:
Søren Kristensen
formand@busbjerg.dk
Tlf: 30 70 54 70
Pressemeddelse fra Busbjerg februar 2026
Nu er der ikke længe til at Busbjergspillerne skal i gang med at øve til årets festspil, Skatteøen.
Der er allerede travlt i de forskellige grupper. Syerskerne mødes hver mandag for at sy og
byggeren er ved at være klar til at få lavet de forskellige elementer til kulisserne.
Instruktør Michael Pedersen, som i år fejrer 25 års jubilæum på Busbjerg, glæder sig til at komme
rigtigt i gang. Selvom det er tredje gang at han skal omkring Skatteøen, så er det hver gang en ny
forestilling, for skuespillerne kommer hver især med deres egne input, som er med til at forme
forestillingen, kulissen ser anderledes ud og der er flere måder man kan forme stykket.
Skuespillere og frivillige mødes til første øvegang d. 28. februar, hvor de starter med at mødes på
Busbjerg og går en tur op til toppen. Derefter kører man til Ulstrup Skole til frokost, hygge og
derefter gennemlæsning af stykket – og så er sæsonen officielt skudt i gang.
I rollen som den unge Jim, ser vi Noel Haugland Farver, som også er kunstneren bag plakaten til
Skatteøen. Noel havde første sæson på Busbjerg i 2025, hvor han spillede en af T-Birds-drengene
på Rydell High, i rollen som Doody.
I rollen som Jims mor, Mrs Hawkings ser vi en debutant på Busbjergscenen, Stine Maj Willy Dall-
Hansen. Stine kommer fra Hadsten og hun glæder sig enormt til at tage hul på prøverne.
Rollen som Benn Gunn, den lettere sindsyge pirat, der blev efterladt på Skatteøen er lagt i sikre
hænder på endnu en debutant på Busbjerg, Mathias Skov Lauridsen. Mathias er nok ny på
Busbjerg, men har en solid erfaring med sig og publikum kan glæde sig til at høre Ostesangen,
som er en af Sebastians meget kendte sange.
Rollen som Long John Silver spilles af et kendt ansigt på Busbjerg, Morten Falbe Hansen.
Skatteøen var Mortens første forestilling på Busbjerg, da den blev spillet i 2012. Den gang blev
han lokket med af sin søster, Bitten Falbe Hansen, som også igen i år er at finde på
Busbjergscenen, denne gang som Mrs Sherry. Til sidst skal lige nævnes Godsejer Trelawny, som i
år spilles af Ib Lundgaard Jensen, som jo også er en af de trofaste Busbjergspillere. I 2012
spillede Ib rollen som Benn Gunn, men han glæder sig til at prøve kræfter med en ny rolle på
Busbjerg.
I år har Busbjerg Spillene sprængt alle rammer med hensyn til antal skuespillere til audition tilbage
i september/oktober 2025. 80 håbefulde skuespillere stillede op til optagelsesprøverne og
niveauet var så højt at man faktisk måtte sige nej til halvdelen, selvom de også fint levede op til
forventningerne. Holdet på 37 skuespillere er dermed også det største der har været i mange år
så pladsen i skuespillernes hus og bag scenen bliver ret trang.
….og det er ganske vist….: Busbjergs Børn skal på farten!
HC Andersen Festivalen i Odense har udtaget Busbjergs Børn til deres HC Andersen-festival til
sommer! Leder af Busbjergs Børn, Lisbeth Gaba, fortæller at børnene er meget spændte på, og
stolte over, at skulle stå på scenen, langt hjemmefra og foran et ukendt publikum.
Festivalen, som hedder “…og det er ganske vist”, finder sted i uge 33. Lørdag d. 15. august
drager børnene til Odense, hvor de indlogeres og har scene- og lydprøver. Søndag d. 16. går
børnene med i det stores optog gennem byen og om eftermiddagen skal de 5 børnegrupper
optræde i Munke Mosen i Odense centrum. Busbjergs Børn har valgt at opføre Nattergalen, i en
ny bearbejdning, og da børnene jo kommer fra en musicalforening, vil der både være sang og
dans med i forestillingen. Det er første gang, for mange af børnene, at de skal have mikroporte på,
hvilket de er meget spændte på.
Prøverne til forestillingen er gået i gang, men hvis man nu synes at det lyder spændende, så
kunne der godt bruges et par børn i alderen 10-15 år mere på holdet.
Pressemeddelse - 2025 d. 9/7
Sidste forestilling på Busbjerg for i år er overstået. 406 tilskuere overværede den sidste forestilling i går, søndag, og i dag kan Busbjergfolkene endelig stoppe med at tjekke vejrudsigten time for time. I alt har 4350 set årets forestilling, det er det tredje bedste resultat indenfor de sidste 25 år, så det er bestyrelsen meget godt tilfredse med. Der har været en enkelt aflysning af en forestilling på grund af regn og flere gange har det truet med regn eller regnet lidt under forestillingen, men det er jo spillets regler når man snakker om friluftsteater. Forestillingen er meget rost af publikum og det har været en fornøjelse for folkene omkring opsætningen at overvære de stående ovationer.
Nu gælder det så næste års forestilling, Skatteøen, med Sebastians skønne musik og som tidligere er opført to gange på Busbjerg. Sidst vi opførte Skatteøen var det med et lidt dystert twist, men denne gang ønsker Instruktør Michael Pedersen at lægge vægt på den eventyrlige fortælling. Derudover, fortæller Michael Pedersen, så vil der også blive lavet en lidt mere moderne fordeling af rollerne, således at der også vil være kvindelige sørøvere på scenen og opfordrer til at alle melder sig til audition. Udfordringen bliver at finde en dreng til rollen som Jim Hawkings, som er hovedpersonen i fortællingen.
Der er informationsmøde d. 1/9 kl 19.00 på Ulstrup Skole i samlingssalen og auditions er planlagt til d. 21. og 27. september.
udsendt d. 9/7
Grease, vedr. informationsmøde 2024
Mandag d. 26. august var der informationsmøde på Busbjerg omkring næste års musical, Grease.
Ca 30 var mødt op for at høre mere om forestillingen, musikken i forestillingen og koreografens tanker om de danse der skal indgå i forestillingen.
Michael Pedersen, instruktør på Busbjerg siden 2006, fortalte at der på Facebook har været en undersøgelse af om sangene skal synges på dansk eller engelsk. Der kom over 600 besvarelser som ret overbevisende sagde, at der skal synges med de originale engelske tekster. Rigtigt mange begrunder dette med, at så kan man synge med, da man ikke kender sangteksterne på dansk. Selve forestillingen, replikkerne, er selvfølgelig på dansk. Det kreative team, instruktør, kapelmester og koreograf, har derfor besluttet at de fleste sange bliver på engelsk, men på de mere ukendte sange, eller hvor det giver mening, bliver sangene sunget på dansk.
Der er naturligvis brug for en del unge mennesker til denne forestilling, men tidligere år har vist at, især mændene er svære at lokke ud af busken for at tilmelde sig. Ens alder er dog ikke afgørende for om man kan lande en rolle i årets spil, for kostume og sminke kan gøre meget, og derfor, fortæller Michael Pedersen, så skal man bare kaste sig ud i det og tilmelde sig.
Castet til denne forestilling vil ideelt være omkring 30 personer, og ensemblet får bestemt nok at lave, fortæller Michael Pedersen. ”Jeg har planer om at skabe liv på scenen, så man skal ikke være bange for at komme til at kede sig.”
Der kræves ingen erfaring for at kunne stille op, og hvis man tænker at man ikke har lyst til at synge, men mere lyst til at danse, så er der også mulighed for blot at melde sig som danser.
Busbjergs nye scenograf, John Nissen, Silkeborg, præsenterede sine skitser af scenen og fortalte lidt om, hvordan han forestiller sig at scenen skal bygges op. John er ikke ukendt på Busbjerg idet han spillede skraldemanden Alfred i My Fair Lady i 2011 og var på scenen i Busbjergs Juleshow i 2016. Udover at John har spillet med i forskellige forestillinger i og omkring Silkeborg, så har John også lavet scenografi flere steder.
Audition til næste års forestilling bliver afholdt allerede d. 21. og 22. september og man kan gå ind på busbjerg.dk/audition, hvor man kan læse mere om at gå til audition og tilmelde sig.
2023, d. 4/6:
𝐔𝐥𝐬𝐭𝐫𝐮𝐩𝐬 𝐡𝐲𝐠𝐠𝐞𝐥𝐢𝐠𝐬𝐭𝐞 𝐩𝐢𝐜𝐧𝐢c
11.00 Ankomst
11.15 Tur på bjerget
12.00 Picnic og Q&A med skuespillere
12.30 Tegnekonkurrence
13.00 Kagekonkurrence og kåring af vindertegning
13.30 Kåring af bedste busbjergkage og tak for i dag
Hent programmet her.
Hent nedenstående plakat her.

2023, d. 3/3:
Vil du være medskaber af et fedt event i Favrskov kommune?
Torsdag 16. marts 2023 er der kick-off-aften på Restaurant Gudenaa i Ulstrup, hvor sløret løftes for et stort kommunalt projekt, hvis formål er at ruste unge mennesker til at skabe fremtidens kulturevents.
Læs hele pressemeddelelsen her.
Hent nedenstående plakat her.

